“Af alle latterlige ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt.”

Søren Kierkegaard

“Hvorfor er det så vigtigt at have travlt?!“

Min niårige stopper forurettet sin ultra-langsomme gang mod badeværelset, efter at jeg mindede ham om, hvad klokken var.

Hvorfor?

Fordi han spiste i 45 minutter.
Fordi han foreløbigt har brugt ti minutter på at komme fra morgenbordet til badeværelset.
Fordi han gik efter et par strømper, men kom tilbage med dykkerbriller på. Og uden strømper.
Fordi vi skulle afsted for tre minutter siden.
Fordi han skal i skole.
Bare fordi!

Men det har vi ikke tid til at gå ind i lige nu.

Det går så langsomt, at det næsten går baglæns, og jeg stirrer åndeløst på uret på væggen, i håbet om at den store viser forholder sig i ro.

Samtidig ved jeg godt, at drengen har en pointe. Hvorfor er det så vigtigt at have travlt?

Det er det jo, fordi vi skal nå noget. Men hvorfor skaber vi et liv, hvor det hver eneste dag er nødvendigt at have travlt?

På egen hånd skaber han plads til sin langsomhed. Når han går hjem fra skole, tager det op til en time at gå de 1,2 kilometer. Ikke kun, fordi han går langsomt. Også fordi han stopper op. Han finder en pind, kigger på en kridttegning, kaster en sten i søen, hilser på en kat.

Er det os andre, der skal sætte farten ned og skabe plads til hans langsomhed i stedet for at skynde på ham? Måske ikke, når det ringer ind til skole om 12 minutter, eller vi kører på tilkørselsrampen til motorvejen.

Men andre gange? Når vi i princippet ikke skal nå andet end at skynde os hjem?

Langsom i en verden, der hylder hurtighed

Vi skynder os for at nå så meget som muligt. Men vi går også glip af noget, når vi suser afsted.

Vi misser detaljer og nuancer, nærvær og fordybelse og vigtige hjernepauser. Vi glemmer, hvad vi egentlig værdsætter, for at få hverdagens spaltede ender til at nå hinanden.

Der er også meget, vi skal nå.

Men det er ikke kun det. Det er også, som om vi hylder det hurtige. Det er et succeskriterium at have travlt og at kunne have mange bolde i luften.

Også selvom nogle af os slet ikke trives i det høje tempo – og de fleste i løbet af livet prøver at blive kørt over af stress. Vi oplever at få stukket en kæp i hamsterhjulet. Kroppen siger tak, men pissemeget nej tak, og lukker os ned på ubestemt tid.

Stress handler selvfølgelig ikke kun om at have løbet for stærkt, men også om at have løftet større opgaver, end man kunne.

Kontrasten handler derimod om at komme ned i tempo. Om at trække stikket. Tage det roligt. Få styr på pulsen og åndedrættet og søvnen. Lære at eksistere igen uden at gå i beredskab.

Hverdagens (for ikke at tale om weekendens) hast kan være på big time bekostning af vores mentale og fysiske helbred. Af søvn, nærvær, relationer, opfindsomhed og glæde ved tingene.

Hvorfor er det så vigtigt at have travlt?

Når langsom er ens naturlige tempo: Kom nu, Slowfox!

Han har det nu ikke fra fremmede, min dreng. Jeg har i al ubeskedenhed aktier i hans langsomhed.

Langsom har altid været mit naturlige tempo.

Jeg skriver langsomt.
Jeg laver mad langsomt.
Jeg vasker op langsomt.
Jeg går ud ad døren langsomt.
Jeg tænker langsomt.

Som barn var jeg så langsom, at jeg fik øgenavnet Slowfox. Det var kærligt ment, men jeg forstod det ikke rigtigt. Jeg gjorde bare tingene i mit naturlige tempo. Andet ville være hasarderet (og i kombination med min klodsethed gå rivende galt).

Jeg elskede at sidde og stirre på et springvand, fodre ænder, kigge efter firkløvere, ligge på græsset og se skyfigurer drive forbi, stirre på min fars akvariefisk.

Som voksen kører jeg ikke bil. Tempoet er ganske enkelt hurtigere, end mit styresystem kan følge med til.

I dag ser jeg måbende til, hvad andre når. Både på deres job og privat. Det er forbløffende.

Jeg har med tiden og livet måttet erkende, at jeg ikke kan følge med. Jeg er bare langsom. Men selvom tingene tager lidt længere tid, og det indimellem må være frustrerende at vente på mig, er det ikke kun negativt at være en slowfox.

Langsomheden giver tid til at være omhyggelig, fokuseret, observant, tænksom, dybdegående, lyttende og detaljeorienteret.

Og selvom vi hylder hurtighed, ynder vi også meget af det, der er skabt i langsomhed.

Naturen
Musik
Kunst
Bøger
Vin
En koldhævet surdejs-Tipo 00-BMO
Eller en luftballon, der glider hen over himlen.

Langsomhedsrevolutionen: Slow the fuck down

Nogle gange har vi brug for en voksen, der siger stop.

Andre gange har vi brug for et barn – eller en sygemelding, en snestorm, en pandemi.

Indpakningen er ikke altid pæn, og vi skynder os da også at vende tilbage til det, vi kom fra.

Selvfølgelig er det en balance. Men ville det gavne os som art lige at træde et halvt skridt tilbage – til dengang hastværk var lastværk?

Jeg tror godt, vi kunne trænge til en langsomhedsrevolution – og jeg véd præcis, hvem der skal lede den.

Hans naturlige tempo er langsomt, og af alle latterlige ting forekommer det ham at være det allerlatterligste at have travlt.