Introvert og job: Tænk ægte ud af boksen, og søg en introvert

“Er du god til at lytte, farverig på skrift og naturligt indadvendt? Så har vi jobbet til dig!“

En virksomhed, der søger en indadvendt medarbejder?

Aaarh, mon dog! Introvert og job rimer jo ikke ligefrem på hinanden, vel?

Og du har ret. Jeg har faktatjekket på Jobindex. I skrivende stund (november 2019) er der 0 virksomheder, der søger en indadvendt eller introvert medarbejder.

0 alligevel …

Det kræver nok ikke sniper-præcision at ramme rigtigt. Hvad så med “udadvendt”? Hvor mange søger en udadvendt profil?

2.130.

Forskellen er bemærkelsesværdig.

Men indadvendt er jo heller ikke et buzzword inden for den poetiske genre jobannoncer. Så er det ikke sat lidt på spidsen?

Jo. Det er det da!

Det er bare ikke det hele. Men først skal du lige høre, om dengang jeg selv var jobsøgende. Og hamrende nysgerrig. For hvad sker der egentlig, hvis man italesætter at være introvert til jobsamtalen? Bare lidt …

Er det diskvalificerende at være introvert?

Det er et par år siden, jeg blev færdig med min uddannelse og søgte job. Egentlig søgte jeg en anden vej, som selvstændig. Men indtil jeg var sikker på det, søgte jeg almindelige jobs.

På samme uge blev jeg inviteret til to samtaler. Den ene som pressemedarbejder hos en turistorganisation. Den anden som kommunikationsmedarbejder på et bibliotek. Begge fremragende stillinger. Men skulle de konkurrere mod det selvstændige, måtte de rumme mit sande, introverte jeg.

For i dag, hvor vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion og etnisk tilhørsforhold til at søge, kan man så ikke også være ærlig om sin personlighedstype?

Mens jeg forberedte mig til første samtale, læste jeg jobannoncen igen. Der stod direkte, de søgte en udadvendt medarbejder. Jeg skrev til rekrutteringsmanden, at jeg havde overset det med udadvendt. “Jeg er så introvert, at jeg blogger om det,” forklarede jeg.

“Jeg synes bare, det er godt, du kender dine styrker og svagheder,” svarede han.

Jeg er ikke ude på at overfortolke noget. Men er vi enige om, han mener, det introverte er en svaghed?

Det var en fin samtale, men de gik fornuftigt nok videre med en mere erfaren ansøger.

Nogle dage efter sad jeg for bordenden i et mødelokale på biblioteket. Med fem intervieweres blikke på mig. Vi havde en god snak, og de lød begejstrede for det, jeg sagde. Og så placerede jeg det i en bisætning – at jeg er “ret introvert”.

To af de fem lavede prompte en note på deres strømlinede A5-blokke.

Så blev der stille.

Intervieweren nærmest mig tog kuglepennen op foran munden, trak vejret ind og holdt det et øjeblik.

“Du siger, du er ret introvert. Hvordan tænker du, det harmonerer med jobbet?”

Efter alt, de havde fortalt og skrevet i opslaget, fornemmede jeg ikke, det var et specielt udadvendt job. Jeg forklarede, jeg ikke så selve det at være introvert som et problem i forhold til opgaverne. Introverte kan fint samarbejde, tale med mennesker og snakke i telefon. Bare ikke hele tiden. Måske har de brug for at lade op med fordybende opgaver imellem de udadvendte aktiviteter. Måske har de brug for at forberede sig lidt ekstra. Til gengæld er resultatet gennemarbejdet. Det lover jeg.

Stilhed igen, inden kvinden for modsatte bordende konstaterede: “Du virker ellers ikke nervøs her”.

Det var jeg heller ikke. Trods det ikke så introvert-venlige setup med fem interviewere, spontane spørgsmål og mig i fokus. For introvert betyder ikke, at man er nervøs for at tale foran mennesker. Det betyder heller ikke asocial, genert, lavt selvværd, menneskesky, social angst eller dårlig til at samarbejde.

Det betyder, man lader op, når man er alene. Man henter sin energi og sine impulser indefra – i sit eget selskab – modsat at finde det i interaktionen med andre. Introverte er tit eftertænksomme. De overvejer, inden de siger noget. Men de kan tale. Har jeg hørt.

De ringede senere og bekræftede. De syntes, jobbet krævede en mere udadvendt profil. Men de havde stor respekt for, at jeg sagde det. Det havde de talt om bagefter.

Selvfølgelig! Jeg var ikke så desperat, jeg ville have et job, hvor jeg ikke kunne leve op til forventningerne.

Forstå mig ret. Det er ikke, fordi introverte skal have en skåneordning. Men i de rette omgivelser får arbejdspladsen en megastærk profil – hvis ikke de tapper dem med storkontorer, teambuilding og gruppeaktiviteter. Eller temafester med udklædning og gæt og grimasser.

I de forkerte omgivelser tror jeg, udfaldet kan være fatalt. Det introverte er ikke noget, man bilder sig ind. Det sidder i nervesystemet. Hvis det overbelastes otte timer om dagen, fem dage om ugen, samtidig med et energiniveau i frit fald, vil jeg gerne komme med et kvalificeret bud på konsekvenserne.

Det har hverken arbejdspladsen, samfundet eller jeg brug for. Derfor valgte jeg den selvstændige vej. Her kan jeg arbejde, som jeg fra naturen bedst fungerer og præsterer. Men jeg er ikke sikker på, alle introverte er så bevidste om deres behov. Jeg er bange for, nogle er så afhængige af det job, at de lader, som om de er udadvendte.

Så længe de kan.

Alle elsker udadvendte

Vi skal tilbage til Jobindex. For det er jo fair nok, at nogle stillinger kræver en udadvendt personlighed. I resultaterne i søgningen er det f.eks. butiksmedarbejder, projektleder, bartender og salgskonsulent.

Men jeg brager også ind i opslag, hvor virksomheder søger en udadvendt medarbejder til jobs som:

• rengøringsassistent
• risikoanalytiker
• bogholder (to af dem)
• lagermedarbejder
• regnskabsassistent
• produktionsmedarbejder til skiftehold
• medarbejder til vandovervågning
• mekanisk designer
• business analyst/controller
• softwareprogrammør med et stærkt kreativt opfindergen.

Det er ikke noget, jeg finder på. Det er faktiske opslag, det her. Jeg har ikke engang gjort mig umage for at finde dem. De er blandt de første 100 søgeresultater på “udadvendt” på Jobindex.

Ét af dem har denne intro:
“Er du perfektionistisk, struktureret med stort overblik og brænder for rapportering, og har du forståelse for økonomi? Så er du måske vores nye Business Analyst/Controller!”

Det er jo næsten Jungs definition på introverthed!

Ja, undskyld, jeg blusser. Men jeg undrer mig! Ved de overhovedet, hvad begreberne betyder? Forstår de, hvilke styrker de fik ved ikke at diskvalificere dem, der tør indrømme, de er introverte?

Introverte har typisk kvaliteter som:

• gode til at lytte
• analytiske
• observerende
• stærke på skrift
• velovervejede
• selvstændige
• kreative
• fordybende
• selvkritiske
• strategiske.

Er det bare mig, eller er det ikke sindssygt stærke træk for en bogholder? Analytiker? Regnskabsassistent? Medarbejder til overvågning? Designer? Analyst/controller? Programmør?

Måske er det på bekostning af at være agil, omstillingsparat, robust, fredagsbar-minded og i stand til at holde mange bolde i luften (hit lige med én af de bolde i øvrigt).

Måske vil den introverte hellere være selvkritisk med, hvad han siger, end at underholde med syv sjove historier. Måske vil han hellere lytte end at smalltalke om ting, han ikke synes er relevante for dem omkring ham. Men kunne det alligevel give noget til arbejdspladsen?

Og hvad sker der overhovedet, hvis man finder en overvejende udadvendt person og placerer ham i jobbet som bogholder eller risikoanalytiker? Er dét et lykkeligt forhold? For nogen?

Jeg tillader mig at tvivle.

Introverte har masser at sige

Jep, den introverte fik gang i ordene. Men bliv her lidt endnu. Der er en vigtig pointe på vej.

For den indadvendte personlighed er ikke begrænsende for, hvad mennesket kan. Verden har set mange introverte profiler i positioner, der virker udadvendte. Her i landet f.eks. coach Sofia Manning, fremtidsforsker Anne Skare Nielsen og tidligere tv-vært og direktør Pernille Aalund.

På verdensplan bl.a. Al Gore, Gandhi, Bill Gates, Einstein, J. K. Rowling, Charles Darwin, Rosa Parks, Stephen Spielberg og Barack Obama.

Handlekraftige navne, ikke?

Deres stemmer er måske lave, og fokus er måske ikke deres naturlige element. Men de gør det alligevel. Hvis de vil, rømmer de sig og træder frem. Når de gør det, på trods af at det er unaturligt for dem, så kan du regne med, de har noget at sige.

Det samme med den introverte ansatte. Nej. Hun er ikke den første til at underholde om sin weekend. Til at byde ind med idéer til mødet. Til at kække julefrokosten op. Men når hun åbner munden, er det, fordi det betyder noget.

Arbejdsmarkedets bedste, uudnyttede ressource

Det er fint nok at taste hysterisk uden rigtigt at have været der, ikke? Uden at have ti års erfaring, haft kollegaer eller i det mindste en ansat.

Det forbehold har længe trykket mig. Og pludselig dukkede der noget op på LinkedIn, som stoppede mit hasarderede ræs gennem feedet.

Afsenderen var Martin Broberg, kommunikationschef hos Nestlé Danmark:

“I virkeligheden er de introverte eller delvist introverte måske Danmarks BEDSTE, uudnyttede ressource for arbejdsmarkedet. Brug dem, ansæt dem. De kan fx blive gode ledere og dermed reducere antallet af de alt for mange dårlige ledere i Danmark!! For de kan fx lytte og se signaler, hvor ikke mange ser dem, så de bagefter kan tage de smarteste beslutninger.”

Se nu der! Det viser jo, at det ikke kun er i teorien (eller den veludviklede fantasi hos en introvert), det her er sandt. Det er også virkeligheden i de virksomheder, der er opmærksomme på styrkerne i de introverte medarbejder.

Jeg er vild med, han ikke kun praktiserer det. Han har også mod til at give oplevelsen videre.

Så kære arbejdsgiver … Du må ikke tvivle på, den introverte har noget at sige. Bag det stille ydre er et brølende, livligt indre – fuld af ord, betragtninger og nytænkende idéer. Det kræver lidt tålmodighed. Nogle gange et blidt skub. Andre gange plads.

Og så kræver det selvfølgelig, at de i første omgang får mulighed for at komme til jobsamtalen, som de er – uden at føle, de skjuler noget, eller frygter at skuffe. Hvis du overhovedet får en ansøgning fra den bogstavelige introverte.

Den rigtige til stillingen – også efter samtalen

Det er jo ikke, fordi jeg forventer, vi skal bruge ordet “indadvendt” i jobopslag. Heller ikke, at vi indfører kvoter (for guds skyld).

Jeg foreslår bare at spare lidt på “udadvendt” og i stedet beskrive, hvad jobbet faktisk kræver.

• Har du brug for en, der ikke er (lig)bleg for at gribe telefonen?
• Har du brug for en, der er god til at samarbejde?
• Har du brug for en, der hviler i at holde oplæg?
• Har du brug for en, der bakker op om de sociale arrangementer?

I praksis er jeg stødt på dette eksempel fra Outfit International:

”Du er en naturlig relationsskaber og har personlig pondus og gennemslagskraft”.

Jobbet kræver indirekte nogle udadvendte skills. Jeg ejer dem ikke og ville aldrig søge stillingen. Men andre introverte kunne sagtens leve op til det.

Obama f.eks.

Det gavner både virksomheden og den person, der skal installeres i jobbet, når opslaget udfolder de konkrete behov og åbner ansøgerfeltet.

Er det afgørende, den kommende ansatte er udadvendt? Eller er det vigtigere, han kan håndtere de egentlige opgaver, træffer gennemtænkte beslutninger og er en opmærksom kollega?

Så hvad med, at vi bruger de sparsomme ord i jobopslaget med omhu? At vi tør putte introvert og job i samme sætning? Eller bare at vi tænker lidt ud af udadvendt-boksen og går efter den bedste personlighed til jobbet?