“Quiet people have the loudest minds” (Stephen Hawking)
Introverden var oprindeligt et privat Google-doc, som jeg fyldte op med hverdagsnoter om at være introvert. Fra busbetragtninger til refleksioner over introverthedes skygger, men især de selvironiske erkendelser. Som hvor lang tid det tager mig at finde mod til et telefonopkald. Og hvor inderligt jeg håber, modtageren ikke tager telefonen, når jeg endelig gør det.
Jeg begyndte at dele mine oplevelser og opdagede, at andre genkendte det. Og at de var nysgerrige efter at vide mere. Samtidig var jeg vidne til, hvordan især unge forsøgte at bekæmpe deres introverte personlighedstræk. Og hvordan det i stedet udmattede dem og fik dem til at føle, de ikke passede ind. Hvordan de igen og igen måtte opgive det job eller den uddannelse, de var begyndt på, fordi de heller ikke her matchede hverken krav eller kollegaer.
Og jeg vidste, at Introverden måtte online som et beskedent, søgemaskineoptimeret bidrag til at udbrede viden om introverthedens styrker.
Jeg stiller mig ikke op på en scene og præsenterer missionen. Men jeg håber alligevel at ramme nogle introverte, som ikke helt har forstået, hvorfor de føler sig forkerte. Samtidig må Introverden gerne give indsigt til alle andre. Jeg oplever af og til at blive misforstået. Senest til en jobsamtale, hvor jeg italesatte min introverthed – at jeg er grundig og skarp, når jeg fordyber mig bag skærmen, mens et oplæg for en større gruppe ikke er naturligt for mig og vil kræve meget forberedelse (uden at være en begrænsning). “Du virker da ellers ikke nervøs her” konstaterede en af interviewerne.
Nej. For introvert betyder ikke, at man er nervøs for andre mennesker. Det betyder heller ikke social angst, lavt selvværd eller generthed. Jeg tror indimellem, det avler de ting. Men i sin grundessens er introverthed blot et udtryk for, at man møder og fordøjer verden eftertænksomt og bliver afladet af ydre impulser, f.eks. samtale.
I dag er jeg taknemmelig for min indadrettede personlighed. Jeg kunne ikke undvære det farverige indre liv, fordybelsesflowet og den sprudlende glæde ved at være alene. Men det ændrer ikke på savnet efter at kunne deltage i det sociale ping-pong og naturligheden i at interagere med andre. I tale.
Det ændrer heller ikke på, at vejen til en antydning af accept har været knoldet. Især ungdomsårene, hvor det sociale liv er altoverskyggende. Man skulle have argumenterne i orden for at sige fra til byture, privatfester og eftermiddage med vennerne. Når jeg efter en uendelighed i byen bekendtgjorde, at jeg ville smutte hjem, blev jeg ofte mødt af “Ej, seriøst, kom nu, du’ så keeeed’lig! Hvornår har du sidst haft det sjovt?”
Tak for du spørger, det har jeg virkelig ventet på! For det, jeg synes er sjovt, er derhjemme. At sidde med en guitar i favnen, et åbent worddokument til en uskrevet historie, ti afsnit Friends, et spil playstation, det fiktive univers i en bog, en stille dag i stalden hos min hest eller en lang gåtur ved vandet.
Selvom jeg ikke hyggede mig, men blev udmattet og endte med deciderede hangovers dagene efter, gjorde jeg det igen og igen. Det er ikke normalt at sige fra til det sociale, fordi man ikke har lyst. Så må der være noget galt. Jeg håber, nutidens introverte unge passer bedre på sig selv. Og hvis ikke, håber jeg, de ved et tilfælde kommer forbi bloggen og tør spørge sig selv, hvad de faktisk fungerer bedst i. Uddannelsesmæssigt, jobmæssigt og i fritiden. Der er ingen begrænsninger, men de udadvendte aktiviteter kræver en accept af ikke altid eller i længere tid at kunne matche omverdenens dynamik. Og det kræver plads til den træthed, der hænger i halen af det.
Jeg hedder forresten Kathrine. Jeg er i dag i midten af 30’erne, mor til to og ordfidus. Min kontorfælle er en labrador. Jeg forsøger stadig at navigere i min egen introverden – affinde mig med svaghederne, dyrke styrkerne og spotte det sjove i pudsighederne. Nogle gange omfavner jeg det, andre gange udfordrer jeg det. Men alt i alt er det ret dejligt.
Kontakt mig gerne på Instagram (@introverden) – eller gennem min virksomhed, Kathrine med h’s, kontaktformular, hvis du har lyst til en skriftlig snak om introvertheden eller noget andet. Modlysten til smalltalk gælder naturligvis ikke på skrift, vel?