Når du rødmer hele tiden, og et hej er nok til at trigge det

Blussende kinder er en naturlig reaktion. Men når man rødmer hele tiden og i helt fredelige situationer, kan det blive en kontrollerende og irriterende faktor. Men hvorfor rødmer man? Og hvad kan man gøre ved rødme?

Det allervigtigste, du skal vide er, at du ikke er den eneste, der rødmer hele tiden.

Det ved jeg, for jeg gør også. Men ved at være åben omkring det, har jeg opdaget, at der faktisk er mange, der kender rødme-strugglen.

I blogindlægget her kan du bl.a. høre:

• Hvordan rødme kan påvirke ens liv
• Hvorfor man rødmer
• Hvad man kan gøre imod rødme
• Hvorfor det kan føles så tungt at blive rød i hovedet.

I sommeren 2018 var jeg i sommerhus med Mødregruppen. Uden børn og uden mænd. Mens mørket lagde sig over Limfjorden, smækkede en af pigerne et spil på bordet: Tøsemiddag.

Jeg elsker spil. Men jeg hader at være i fokus. Til sidste sekund håbede jeg at blive usynlig, når turen kom til mig. Men nej. Jeg trak et kort med spørgsmålet: “Har du nogensinde overvejet en kosmetisk operation?”.

Jeg tænkte lidt. Ikke fordi jeg var i tvivl, om jeg havde overvejet det. Fordi jeg var i tvivl, om jeg ville fortælle det. For hvis jeg gjorde, ville mit kosmetiske issue være ekstra tydeligt.

Jeg bekendte, at jeg i 17 år – over halvdelen af mit liv – har overvejet en kosmetisk operation. Mod rødme. Jeg er ikke en præmieko på resten af linjen. Men det eneste, jeg ville ændre, var dét.

I det samme fortrød jeg. Den alt for velkendte varme bredte sig parallelt med frustrationen. Og så opstod det øjeblik, der forandrede min ensomme vandring i rødmeland. To af de fire kvinder omkring mig fortalte, de kender operationen. For de er også generede af rødme. Jeg har aldrig tænkt over det. De er udadvendte, balancerede og helt igennem fantastiske. Men for dem sker det typisk på jobbet, når de taler foran andre eller bliver påvirket følelsesmæssigt. De hader det, fortalte de. Og endnu mere, når andre italesætter det med “Hvorfor bliver du helt rød i hovedet?”. For det får altså ikke farven til at fade.

Jeg havde kendt dem i tre år på det tidspunkt, men aldrig snakket med dem om det. Tit oplever jeg, andre ikke helt forstår det og møder mig med kommentarer som:

• “Det er da bare sødt!”
• “Det viser bare, du har følelser.”
• “Det er helt naturligt.”
• “Folk, der rødmer, er mere troværdige”.

Og tak for det. Men det hjælper ikke. For det er ikke sødt. Små, blussende æblekinder er søde. Ikke det her. Og jeg tror så lidt på det, at jeg distancerer mig en smule.

Det er ikke en forbigående bums i panden. Det er hele dit ansigt, der blusser op. Udleverer dig. Konstant, helt uden at du kan kontrollere det.

Som yngre isolerede jeg mig. Det var akavet, og jeg kunne ikke snakke med nogen, uden at det stak af. Jeg var i forvejen nervøs for at sige noget i timerne i skolen, og det hjalp ikke, at jeg samtidig var knaldrød i hovedet.

Jeg undgår ikke længere situationer. Men jeg danser gerne rundt om samtaleemner, som jeg véd trigger det. Og så bruger jeg alt for meget tankeenergi på det.

Jeg har sagt et job op pga. rødme. Og arbejdsgiveren påpegede, at det var upassende, jeg rødmede. Det gør det ikke mindre, kan jeg afsløre.

Mit introverte væsen kastede heldigvis sin kærlighed på en uddannelse og et job, der er backstage det meste af tiden. Men havde jeg drømt om at blive lærer, læge, butiksassistent eller journalist, ville det være med i mine overvejelser. Det ville det være nødt til.

Hvorfor rødmer man?

Fysiologisk rødmer man, fordi blodkarrene udvider sig. Vi har allesammen en nerve i brysthulen, der hedder grænsestrengen. Den regulerer mængden af blod til ansigtet og sender et signal afsted om at udvide blodkarrene. Den er styret af det autonome nervesystem, dvs. den del, vi ikke selv kan kontrollere (well played …). Rødme er altså en refleks.

Videnskabeligt kan man ikke forklare, hvorfor nogle rødmer mere end andre. For de fleste rødmer jo i bestemte situationer. Især i ungdomsårene og typisk, når man gør noget pinligt, er usikker, skammer sig, får en kompliment, taler om noget personligt eller er forelsket. Det kan vi kalde naturlig rødme.

I kontrast er den hyperaktive rødme (det er et navn, jeg har fundet på, så lad være at bruge det for fagligt). Det er, når grænsestrengen går bananas. Den sender hele tiden signaler afsted om at udvide blodkarrene i ansigtet. Også selvom situationen slet ikke kræver det.

Her er eksempler på, hvad der aktiverer rødme hos mig:

• Nogen siger “Hej!” Jeg rødmer.
• Nogen siger “Har du haft en god weekend?” Jeg rødmer (og så farverige er mine weekender ikke).
• Nogen siger “Hvad arbejder du med?”. Jeg rødmer.
• Jeg er i fokus. Jeg rødmer.
• Det banker på døren. Jeg åbner – og rødmer.
• Jeg er i Rema og møder uventet nogen, jeg kender. Jeg rødmer.
• Nogen siger “Kender du Marko? Han kommer også fra Billund.” Jeg rødmer (og kender ikke nogen Marko).

For helvede altså!

Det er især situationer, hvor der potentielt kunne være en mistanke til mig, og hvor rødme kunne afsløre, at jeg var skyldig. Når misbrugskonsulenten kom forbi i folkeskolen. Alle vidste, at jeg var den sidste – hvis ikke i verden, så i hvert fald på Enggaardsskolen – der ville eksperimentere med stoffer. Men hvis de nu troede det … Som voksen er det, hvis jeg fortæller om mænd (jeg ikke er gift med). Hvis nogen fortæller mig noget, de tror, jeg er træt af. Hvis de siger noget provokerende, selvom jeg ikke bliver provokeret af det.

Over for fremmede.
Over for nære.
Og over for de helt nære. Selvom jeg véd, de er ligeglade, og jeg ikke behøver forklare noget.
Jeg rødmer hele tiden.

Lad være med at rødme i arbejdstiden!

Nogle mennesker er ligeglade med at rødme. Det begrænser dem ikke, og de fortsætter, hvad de var i gang med, som hvis det ikke var sket. Eller også synes de, det er irriterende, men de accepterer det og nægter at lade sig påvirke af det.

Det er sejt! Men sådan er jeg ikke. Og måske er du heller ikke.

Anatomisk er vi oppe imod hjernens alarmsystem, amygdala. Det er en del af krybdyrshjernen, som hjalp urmennesket, når det stod ansigt til ansigt med en sabeltiger.

Her giver den tre muligheder for at handle:
Fight
Flight
Freeze

Det er jo egentlig ret smart. Amygdala gemmer alle de farlige, ubehagelige og usikre situationer, du har oplevet gennem livet. Det er praktisk i f.eks. trafikken, når du omgås ild eller kravler højt op. Men det handler også om mere følelsesmæssige oplevelser. At nogen blev sur på dig, at du ikke havde lavet lektier, eller at du blev overrumplet eller udstillet i en situation.

Sagen er, at når du oplever noget, der minder om det, amygdala har på lager, så sætter den gang i alarmklokkerne. Sirenen består af et skud adrenalin, som ryger ud i systemet for at få dig til at vågne og komme i beredskab.

Det er disse hormoner, du mærker, når du får svedige håndflader eller hjertebanken, bliver tør i halsen eller som mig – rødmer.

Præcis som hos urmennesket er det altså den hormonelle indsprøjtning, der bliver hamret afsted, når nutidens menneske er i en situation, amygdala vurderer som farlig. Det er bare ikke længere sabeltigeren, der hvæser, men f.eks. det at være i fokus og mærke rødmen komme buldrende. Så amygdala siger: “Okay, Kathrine. Det her har du prøvet før. Og det er noget lort. Gør noget – NU!” Mit stærkeste instinkt i de situationer er flygt.

Jeg er også i kontakt med mere logisk tænkende dele af hjernen. Derfor løber jeg ikke igennem en væg, når jeg mærker varmen. Men jeg flygter alligevel. Ved at svare ultrakort, skifte emne eller vige uden om områder, jeg véd, trigger det.

Det her foregår parallelt med den samtale, jeg egentlig er i gang med. Og samtale er i forvejen ikke min stærke side. Det er mildt sagt forstyrrende. Også tankerne om, hvor irriterende det er, at jeg blusser i den her helt fredelige situation, optager plads.

Det handler altså ikke kun om, hvordan det ser ud. Det handler også om den adfærd, det aktiverer. At blive fraværende og undvigende. Og på sigt at begrænse sig, f.eks. ved at undgå mennesker.

Kunne jeg så ikke bare lade være med det? Det er jo bare rødme, for fanden. Det gør ikke ondt på nogen. Det kan virke underligt. Men det skader ikke nogen, at jeg står der og lyser.

Det er jo virkeligheden. Og det er ikke en forbandelse, den onde Tornerose-fe har kastet over mig på en øv-dag. Det er en kombination af biokemi og det faktum, at jeg har tillagt det betydning. Jeg har selv sadlet den trojanske hest.

Det er 100 procent mit ansvar at tage kontrollen. At beslutte, det ikke skal og må styre mig. Det er jeg blevet bedre til. Men det irriterer mig stadig. Og det ændrer ikke på, at det er generende og problematisk at bryde ud af.

For det er svært at være ligeglad, når man ikke er det. Jeg forestiller mig, det samme er på spil hos mennesker, som stammer eller har tics.

Rigtig dumt bliver det, når andre påpeger det som et problem, som jeg engang oplevede det i et job. Kan du ikke lade være at rødme hele tiden? Nåh jo, det kan jeg godt se, er fjollet! Det stopper jeg da med lige med det samme.

Det var et ligegyldigt, midlertidigt job – og i øvrigt fjollet, fordi det var på et kontor, hvor jeg stort set kun var i kontakt med de interne kolleger. Men hvad, hvis det havde været mit drømmejob? Hvad hvis jeg havde uddannet mig til dét job? F.eks. har jeg læst om en sygeplejerske, der fik at vide, det var uprofessionelt, hun rødmede over for patienterne og de pårørende.

Og nej. Rødme signalerer ikke ro, autoritet og professionalisme. Det er vigtigt i nogle jobs. Det forstår jeg godt. Men på kontor? Som sygeplejerske? Er det virkelig værd at gøre til et problem?

Kan man holde op med at rødme?

Inden du læser videre, så indstil dig på, jeg ikke har svaret på dét. Jeg har svaret på, hvordan du mindsker synligheden af rødme eller hjælper dig selv med at blive mindre fokuseret på det. For selvom det virker ubærligt, er det nok et faktum, vi ikke kan fjerne det. Lige med én bivirkningstung undtagelse …

Foundation, der dækker rødme – den, hvor du fejer det ind under gulvtæppet

Der er mange fornuftige foundations og puddere. Nogle dækker godt, også den helt tunge rødme.

Det er min strategi lige nu. Det dækker ikke 100 procent, men dæmper det markant. Det er rart, fordi jeg næsten kan overbevise mig selv om, at andre ikke ser det. Til min bimlende skingre amygdala kan jeg svare “Klap lige urhesten. Det er okay.”

På den måde vænner jeg mig til ikke at være bange for at rødme, og så sker det automatisk mindre. Det er altså ikke en langsigtet løsning, men en måde at bryde den onde cirkel på.

Ulemperne er:

• Hvis du ligesom mig er ret naturlig, er det ikke rart at pakke sig ind i makeup – og det sender en form for signaler om forfængelighed og perfektionisme, som jeg ikke bakker op om. Men træerne vokser ikke ind i himlen.
• Det tager tid, og det er en økonomisk udgift.
• Det sidder ikke nødvendigvis skideflot efter en cykeltur i skybrud, en lang dag på farten eller en travl morgen.
• Det skal påføres, for at det virker. Det betyder, du vil havne i situationer, hvor du ikke lige nåede at få det på, inden det ringede på, eller du røg ud af døren.

Jeg får en del spørgsmål om, hvilken makeup jeg selv bruger til at dække rødme.

Jeg har været vidt omkring (oh, dear) og er nu landet på nogle produkter, som jeg er superglad for. Det er ikke perfekt – men det er markant bedre end ingenting og end de produkter, jeg tidligere brugte (der mest fik mig til at ligne Trump).

Jeg deler mine bedste bud på creme og makeup mod rødme her.

Operation mod rødme – den permanente

Som nævnt findes der en operation. Jeg græd næsten, da jeg hørte om den. Jeg var klar! 17 år senere har jeg stadig ikke fået den. Jeg overvejer det. Men gør det nok aldrig.

Operationen hedder Torakoskopisk sympatektomi (bare rolig, jeg kan heller ikke udtale det). Det er et kikkertindgreb, hvor lægen skærer den nervestreng over, vi snakkede om tidligere. Nerven kontrollerer også håndsved.

Odds’ne for, at det virker, er gode. 90 % oplever, den spontane rødme bliver reduceret eller helt fjernet.

Men bivirkningerne er mange og ikke så imponerende. Netop fordi samme nervestreng styrer svedkirtler i hænderne, kan man få ekstremt tørre hænder. Mange oplever også at svede ekstra på mave, ryg og lår. Jeg har læst om mennesker, der er glade for, de ikke rødmer længere, men nu kun kan gå i sort tøj, fordi de ellers har svedpletter på tøjet. Hertil kommer lugtgenerne. Og desværre er der ikke mange muligheder for at hjælpe med dét problem. Er man så lykkeligere end før? Nogle vil mene ja, fordi rødmen sker i ansigtet, mens andre dele af kroppen bedre kan camoufleres. Men optimalt er det ikke.

Desuden oplever nogle en svækket kondition, måske fordi nervebanen også påvirker hjertet. Og så er der Horners syndrom. Det er en sjælden, men frygtet komplikation, hvor en nerve til øjet lammes, så øjenlåget hænger, pupillen bliver lille og synet svækkes.

Økonomisk er operationen en post på ca. 30.000 kr. Man kan i nogle tilfælde få den betalt med en henvisning fra lægen. Er man virkelig hæmmet af rødme, tænker jeg ikke, prisen er afgørende for, om man vælger operationen.

Terapi og hypnose mod rødme – den tålmodighedskrævende

Jo mere opmærksomhed det blussende ansigt får, jo værre er det. Derfor kan terapi og hypnose være effektive virkemidler.

Som yngre gik jeg selv hos en psykolog og hypnoterapeut. Det rykkede ikke for mig. Samme historie med en hypnose-app. Trods det synes jeg, det er de mest tålelige løsninger – og uden bivirkninger.

Jeg er for nylig blevet nysgerrig over for metakognitiv terapi. Tilgangen er at undgå tankegrublerier, der fastholder dig i problemet. Tankerne i sig selv har ingen magt. Det har kun den betydning, vi tillægger dem. Det handler altså om at lade være at bruge energi på tanker dagen lang (a la “Åh nej, nu skal jeg møde Ib, og så kommer jeg garanteret til at rødme” og bagefter “Jeg rødmede så sindssygt, hvad har Ib dog ikke tænkt? Tror han nu, jeg har gjort noget? At jeg har dårlig samvittighed? At jeg er vild med ham? At han havde en selleri siddende i tænderne? …”. I stedet lader man tankerne tjekke ind i et aftalt tidsrum, hvor de får opmærksomhed og bliver taget alvorligt.

Som sagt har jeg ikke selv erfaring med det metakognitive, men det er nok mit næste træk. Jeg opdaterer blogindlægget, hvis jeg oplever effekt.

Medicin mod rødme i ansigtet – den bivirkningstunge

Man kan endnu ikke medicinere mod psykologisk trigget rødme. Men man kan medicinere mod social angst. Det handler om at være så hæmmet af tanken om, hvordan andre vurderer én, at man undgår situationerne, isolerer sig eller får angstsymptomer.

Jeg har ikke erfaring med medicin mod social angst, men i teorien kan jeg godt se fornuften. Hvis du dæmper tankerne, fokuserer du ikke så meget på rødmen, og så opstår den i mindre grad.

Men igen er der bivirkninger, og jeg er selv lidt hysterisk dér. Om det er bivirkningerne værd for dig, er en sag mellem dig og din læge.

Hvorfor er det et problem at blive rød i hovedet?

Desværre spørger vi Google “Hvordan stopper jeg med at rødme”. Ikke “Hvordan bliver jeg ligeglad med at rødme?”.

Og jeg forstår det godt. Men virkeligheden er nok, det kan vi kun med et operativt indgreb. Resten vil i bedste fald kun reducere det.

Der findes et eksperiment, hvor en forsker ringede med en klokke, inden han gav en flok hunde mad. Efter nogle gentagelser kunne man måle, at hundenes mavesyre (som styres af det autonome nervesystem) blev øget, allerede når han ringede med klokken. Før maden var serveret.

Rødme trigges også af “klokker”. Af situationer, hvor du tidligere har rødmet, hvor det forventes, du rødmer, eller hvor du er bange for at rødme.

Så du kan altså ikke kontrollere, at du ikke rødmer hele tiden. Men du kan aktivere udvidelsen af blodkarrene ved at give tankerne fokus. Og dét er interessant. For betyder det, du alligevel kan kontrollere, om du rødmer, hvis du helhjertet er ligeglad med, om det sker?

For at finde ud af det kræver det, at du faktisk er ligeglad. Og der kan være et stykke vej til.

Men hvad er alternativet? En operation eller angstmedicin fuld af bivirkninger? Daglig tid med foundation, uden at det bliver supergodt og måske er i uoverensstemmelse med dig og dine værdier? Lange terapiforløb? Eller det ultimative: at du begrænser dig socialt.

Jeg undgår ikke længere situationer pga. rødmen. Jeg har skabt et job, hvor det ikke er et problem. Men det forstyrrer mig i f.eks. samtaler og oplæg, som i forvejen er akavede for mig.

Jeg kan ikke svare på, hvordan du slutter fred med at rødme. Men i hvert fald lover jeg dig, du ikke er alene. Og jeg er heller ikke alene.

Det opdagede jeg den aften i sommerhuset.

Vil du vide mere om, hvordan man kan håndtere, når rødmer hele tiden?

Illustreret Videnskab: https://illvid.dk/mennesket/kroppen/hvorfor-bliver-man-roed-i-hovedet
Samvirke: https://samvirke.dk/artikler/hvorfor-rodmer-man

Tjek også

• Kære arbejdsgiver. Hvad med at tænke lidt ud af udadvendt-boksen?

Udadvendte mennesker er attraktive på arbejdsmarkedet. Men er en udadvendt medarbejder altid det rette valg? Eller er det egentlig nogle andre kvaliteter, du leder efter?

• Tag det roligt – du er bare introvert

“Skal vi ikke lige præsentere os for hinanden?” Det kunne være hvor som helst, men episoden her var til et forældremøde i børnehaven. Behøver vi det, tænker jeg og famler efter knappen til katapultsædet. På den ene side er det simpelt – mit navn, mine børns navne og deres stuer.…

• Introverte rollemodeller: Dem skal du kende, når du vil vide mere om introversion

Introverden er baseret på mine personlige oplevelser som introvert. Vil du i dybden med, hvad det introverte mere faktuelt er? Så skal du kende dem her.