”Jeg er altså ret kedelig i virkeligheden.” Ikke verdens bedste salgspitch. Jeg ved det. Samtlige Løver ville af den grund være ude. Alligevel er det min autoadvarsel, før jeg møder mennesker, jeg indtil da kun har skrevet med. En justering af forventningerne. Bare så de ikke bliver for skuffede, når vi ses til jobsamtalen, gåturen eller kaffemødet. For på skrift er jeg ret anderledes. Frigjort. Sjov. Udadvent. Vaskeægte tekstrovert.
For forskellen mellem mit fysiske jeg og mit onlinejeg er stor. Cirka som hvis du sammenligner en udstoppet ræv med en forårsmunter øko-ko.
Måske overdriver jeg lidt. Men der ér forskel. I det fysiske møde føler jeg mig genert, akavet og langsom. Jeg svarer stift og irriterende banalt. Jeg kan hverken finde mig selv eller ordene og efterlader i stedet lange pauser. I mangel på bedre griber jeg ud efter den nærmeste kliché, som jeg ellers trygler andre om ikke at bruge.
Og på skrift?
Hold på hat og mundbind.
Her vælter ordene ud, og de afspejler min livlige, legesyge, udtryksrige, humoristiske og tankefulde personlighed. Jeg er alt det, jeg ikke formår at vise i virkeligheden.
Selv mine nærmeste siger det – at jeg er helt anderledes, når jeg skriver.
Men jeg føler, det er omvendt. Når jeg famler rundt i denfysiske verden, er jeg helt anderledes. Når jeg skriver, er jeg mig selv. Det er her, du får den mest autentiske version af mig.
Så hvad er i virkeligheden virkeligheden?
Der, hvor andre kan dokumentere, hvem jeg er? Eller der, hvor jeg føler mig mest som mig selv?
Og med ”jeg” mener jeg ”os”. For det handler ikke om mig. Det handler om de mange introverte, der har det ligesom mig.
Og så kom internettet
Min timing er god. Den digitale tidsalder udsprang parallelt med min ungdom.
Men indtil da manglede jeg et sprog. Jeg forstod ordene. Jeg formede perfekte sætninger i hovedet. Men når jeg sagde dem højt, blev min stemme lav og udtryksløs. Jeg hastede til slutningen, så det væmmelige fokus kunne komme over på en anden. Jeg formåede ikke at udtrykke, hvad jeg ville. Det naturlige og flydende gik tabt.
Jeg havde tætte venner og en kærlig familie. Jeg var vellidt og følte mig inkluderet. Jeg var fagligt dygtig. Jeg var måske ikke populær, men jeg havde så sandelig heller ikke lyst til at være det.
Og så kom internettet.
På Ofir-chatten var jeg ikke stille og usikker. Jeg var den, alle skrev til. Som underholdt i det store forum. Som satte gang i festen og blev lyttet til.
Og det fortsatte.
SMS. MSN. Mail. Arto. Myspace. Dating.dk. Facebook. Instagram. LinkedIn.
Legepladser, hvor mit sprog var modersmålet.
Den skriftlige udtryksform var ikke længere sekundær og begrænset til et brev nu og da. Det blev en ligeværdig kommunikationsform for mange af os.
For vi skriver hver dag. Ikke bare arbejdsmæssigt. Også socialt.
Uden internettet var jeg stensikkert blevet enlig kattedame i en øde skov. Jeg siger ikke, der er noget galt med at være kattedame (og jeg tror faktisk, jeg ville elske det). Jeg siger bare, at jeg i hvert fald aldrig havde fundet en mand. Eller en coach. Eller tandlæge for den sags skyld.
De skriftbaserede platforme gav mig en chance. Det var min hjemmebane, hvor jeg kunne være den, jeg er – uden akavetheden på slæb.
Onlineverdenen er stadig mit frirum. En verden, hvor jeg uforfærdet kontakter mennesker, jeg ikke kender. Og mennesker, som er kendte. I den fysiske verden ville det være utænkeligt. Jeg ville ikke engang turde sige hej. Måske et forsigtigt smil, inden jeg i strudseløb flygtede mod nærmeste toilet.
På samme måde er mine dybeste samtaler og tætteste venskaber som voksen dem, jeg har online. Også før vi har mødt hinanden. Det lyder sært, men de kender mig bedre end dem, jeg ser i øjnene, mens vi taler, i hverdagen.
Det skrevne rum giver tid til at tænke
Forskellen mellem mange introvertes fysiske og skrivende jeg er så udpræget, at det har et navn.
Tekstrovert.
En introvert, der udfolder sig åbent, udadvendt og kontaktsøgende på skrift – i kontrast til i det fysiske møde.
Men hvad er det lige, der sker?
Måske skyldes det, at vi online slipper for de støjende tanker og drænende ydre impulser. De naturlige pauser i skrivestrømmen giver betænkningstid til at forme, hvad vi faktisk mener. Selv i en livechat er der et lille delay – og muligheden for at formulere vores mening i tankerne, inden vi siger den højt – på skrift.
På den måde undgår vi at lukke ligegyldigheder ud for at lappe på de huller, vi ellers efterlader i samtalen. I en face-to-face-snak ville det være superakavet at vente bare ti sekunder med at svare. Også selvom kvaliteten af det, vi siger, falder med 80.000 procent.
Online og på skrift kan introverte altså udtrykke deres mening, behov og personlighed – flydende og frit.
Hvad tror du, det betyder for mennesker at kunne udtrykke sig og blive forstået, som de i virkeligheden er? Særligt, når den version er så anderledes end den, de evner at vise til verden.
Som introvert er du jo ikke tilbageholdende i samtaler, fordi du ikke har noget at sige eller ikke vil dele ud af dine tanker. Det er biokemi. Det er sådan, vi fungerer. Vi skaber vores mening i tankerne. Ikke i tale.
Det forvirrer mig, når nogen indleder en telefonsamtale med ”Ja, jeg syntes lige, det var nemmere at ringe”. Seriøst. Hvad mener du? Jeg synes aldrig, det er nemmere at ringe. Jeg synes altid, det er nemmere at forklare mig hurtigt og præcist på skrift.
Eksemplet viser min præference for at skrive. Men det afslører også en anden side af sandheden: At ikke alle deler min begejstring for den skriftlige kommunikation.
Andre kæmper hver dag med de skrevne ord, fordi det ikke er deres modersmål. Her kan de ikke udtrykke deres personlighed, mening og behov. Det har også betydning for, om de bliver set, som de er. F.eks. når de søger et job. De ville imponere til samtalen, men kommer aldrig dertil, fordi de ikke skinner igennem i ansøgningen.
Præcis som jeg er hæmmet i tale, er de det på skrift.
Tekstrovert eller ej: Virkeligheden er dér, hvor du er mest dig
Konklusion?
Det er, hvad det er. For introverte. For ekstroverte. For tekstroverte. Og for alle dem imellem.
Den virkelige og den virtuelle verden har hver deres fordele. Vi må udtrykke os, så godt vi kan – også i den, der ikke er vores foretrukne.
Jeg tror, det vigtige er, hvordan vi definerer virkeligheden for os selv.
Især hvis du genkender, at talesproget føles fremmed, og at dit fysiske jeg og onlinejeg er langt fra hinanden.
Du har et sted, hvor du kan udtrykke dig frit og være, som du føler dig. Vi ser det som en kontrast til den virkelige verden. Men vi bestemmer det selv.
Om du i virkeligheden er kedelig og akavet, eller om du i virkeligheden er livlig og velformuleret.
Og min autoadvarsel, inden jeg møder mennesker, jeg ellers kun har skrevet med?
Jeg overvejer at ændre den.
”Jeg er ret sjov i virkeligheden. I det fysiske møde er jeg lidt ude af sync med mig selv, men den virkelige mig kender du allerede.”
Tak