I en verden, der hylder det højtråbende, hurtige og snakkesalige, kan man nemt føle sig lidt forkert som introvert. Men prø’li’å’hør’her. Du er SÅ rigtig. Du er bare introvert.

“Skal vi ikke lige præsentere os for hinanden?” 

Det kunne være hvor som helst, men episoden her var til et forældremøde i børnehaven. Behøver vi det, tænker jeg og famler efter knappen til katapultsædet.

På den ene side er det simpelt – mit navn, mine børns navne og deres stuer. Men jeg er rædselsslagen for at komme til at sige, jeg er far til nogle børn, der ikke er mine.

Ubehaget undrer mig, ligesom min frygt for at ringe til bageren og bestille en kagekone til 20 personer. Det virker safe, men jeg bruger dage på at tage tilløb. Det er især ulogisk, fordi jeg ikke generelt mangler mod. Som ung håndterede jeg travheste, sang en ikke så anstændig udgave af “Jeg er for kendt til det her sted” for 200 mennesker og rejste alene til London få dage efter terrorangrebet i metroen.

Også smalltalk, større forsamlinger og opsatte situationer er komplicerede for mig. Jeg forstår ikke at springe ind i de sociale samspil, der foregår flydende mellem andre.

Er “introvert” svaret på alt, du har googlet?

En dag hørte jeg en podcast om at være introvert. Jeg vidste overordnet godt, hvad “introvert” er, og at jeg er introvert. Jeg lader op, når jeg er alene.

Men jeg vidste ikke, at det forklarer hele min personlighed. Podcastgæsten fortalte om alt ved mig. Om mine tanker, handlinger, underligheder og hemmeligheder. Om mit shitload af dårlige undskyldninger for at undgå større sociale arrangementer. Om forskellen mellem mit alene-jeg og mit sociale jeg – og den pudsige løssluppenhed i mit skrivende jeg. Eller ikke mit. For det var jo hendes.

Og pludselig forstod jeg, hvorfor jeg vælger det stille hjørne (eller toilettet) til festen. Eller hvorfor jeg foretrækker slet ikke at komme, fordi jeg har andre planer (med en ikke nærmere defineret amerikansk tv-serie på Zulu (det er et tænkt eksempel)).

Jeg forstod, hvorfor jeg føler mig trykket flere dage før et arrangement og har social hangovers flere dage efter. Og hvorfor jeg stortrives med at arbejde fra hjemmekontoret hver dag uden at føle mig ensom. For sagen er, jeg er ikke ensom, når jeg er alene …

Prik, prik, prik. Ja: Jeg er af og til ensom sammen med andre. Absolut ikke på grund af dem! Det er søde, fantastiske mennesker. Men sammen med dem formår jeg ikke at bryde ud af boblen. Jeg har ikke tempo og timing, og der sker en ufrivillig udskiftning mellem mit fjollede backstage-jeg og et blændet dådyr. Eller en grimt udstoppet ræv.

År efter kan jeg stadig vende vrangen ud på en situation. Selv måden, jeg sagde “Ja” på til opråbning i folkeskolen, førte til overtænkning. Var det for lavt? For højt? For negativt? For sløvt? For hæst? For langt? For skingert? For arrogant? For jysk?!

Så hvad fanden er det her? En terapiblog? Et offerligt opråb over at blive tromlet ned i en udadvendt verden? Nej og nej. Og tak, fordi du spørger! 🙂

Introverden er min digitale legeplads for tanker om livet som introvert. Jeg udforsker styrkerne og finder de ironiske aspekter ved hverdagens små introverte krumspring. Skaber noget hakuna matata!

Tidligere var Introverden et privat Google Doc. Men jeg opdagede, at jeg langtfra er den eneste, der oplever den sociale akavethed, eftertænksomheden og et energiniveau i frit fald. Over tid bliver det til en grundlæggende følelse af at være forkert.

Mellem dig og mig. Jeg har googlet alt fra autisme over social angst til alien på afveje. “Hvad er der galt med mig?”, “Hvorfor passer jeg ikke ind?”, “Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at være menneske?”.

Der måtte sgu da være et svar.

Og det var der. Ikke en diagnose, men en personlighedstype. Som jeg overhovedet ikke er alene om. Og som der overhovedet ikke er noget i vejen med.

Når verden er en bulldozer

Verden har også brug for introverte. Det står ikke og blinker i neon i f.eks. jobannoncer. Men introverte er skarpe til at fordybe sig, reflektere, analysere, se nuancer og lytte. Typisk har vi en veludviklet, sprudlende indre verden – en livlig fantasi. 

Måske forklarer dét – kombineret med glæden ved at være alene og arbejde i dybden – at mange forfattere er introverte. Også mange kendte forskere og tech-iværksættere gennem tiden har overvejende introverte personligheder.

Uden skabernes behov for at fordybe sig havde vi næppe kendt til Harry Potter, Google, Microsoft, filmene om Indiana Jones, evolution og relativitetsteorien. Introverte kvaliteter kan generere store ting, også selvom ambitionsniveauet til en start ikke er at skrive syv internationale bestsellere om et magisk parallelunivers.

Men det værdifulde går nemt tabt i at række ud efter det, vi ikke er. Jeg er træt af at have for korte arme. Og jeg er træt af at ryge i undtagelsestilstand.

Det er overvejende en ekstrovert verden. Logisk nok. Jeg er ikke mavesur eller noget. Ekstroverte tager initiativ, er handlekraftige og siger, hvad de mener. De former selvfølgelig en verden ud fra deres værdier og idealer. De introverte grubler stadig over, hvad de egentlig synes, og hvordan pokker de skal formulere det.

Jeg øver mig i at navigere i verden, som den er. Nogle gange ved at udfordre det, andre gange ved at sige nej tak. Ærligt og uden undskyldninger om en snottet dværghamster. Fordi ro og alenetid er afgørende for, at jeg fungerer. Og fordi min energi er bedre investeret i det, der matcher min personlighed.

Introverden er åben

Introverden er skrevet til introverte, men den er absolut åben for alle. Jeg bygger ikke en høj, flot mur. Faktisk er mange af mine yndlingsmennesker ekstroverte. Hvis du ikke genkender noget, men godt gad ind i det brølende indre på dem, der ikke fortæller så meget – så værsgo.

For det møder jeg også. Ekstroverte, der holder af en introvert – en partner, en veninde eller et barn. Og deres livssyn og behov er så forskellige, at det er svært at forstå hinanden.

Og hvis du genkender en masse, så tillykke og tag det roligt – du er bare introvert!

PS: Hvad det var for en podcast? Navnet på den – og mange andre snacks om at være introvert – finder du i blogindlægget her.